River Art 2017 - et kunst- og kulturprojekt
River Art 2017 er et kunst- og kulturprojekt, som leder frem til deltagelse i Aarhus som Europæisk Kulturhovedstad 2017, hvor det overordnede tema er ”Rethink”. Her er River Art i samarbejde med Silkeborg Ildfestregatta udvalgt til at være én af de 12 Fuldmåneevents, som udspiller sig i hele Region Midtjylland en gang hver måned i løbet af 2017. I Silkeborg er det fra den 15.- 19. august 2017.
Foreningen River Art vil med projektet River Art 2017 skabe en kunstnerisk ramme for Silkeborg Ildfestregatta, med udgangspunkt i lokale myter og specialskabte kunstneriske oplevelser til vands og på land. Alle kunstudtryk bindes sammen af historien om hvordan Regattaen opstod og hvordan Silkeborg blev dannet som by. Ligeledes arbejder River Art med de kunstneriske medier: Ild, vand, lyd og lys, og disse kriterier samt de historiske referencer søges indfriet i de alle kunstoplevelser vi arbejder på at facilitere.